Ved Sportslørdag 18. januar blev Jørgen Autzens Talentpris uddelt for første gang. Hos pigerne var det Maja Helene Hansen fra OB Bordtennis, der løb med prisen på de 20.000 kr., medens GOG’s talentfulde håndboldmålmand Frederik Wolff Møller fik prisen hos drengene.

I den netop overståede weekend satte de to fynske talenter en tyk streg under, at der ligger en lys fremtid og venter på dem i deres respektive sportsgrene. Ved DM-ugen i Aalborg havde Maja Helene Hansen spillet sig frem til finalen i damesingle. Efter en gyser af rang over 7 sæt, kunne den unge fynbo vinde DM-guld efter sejren over Eldijana Bentsen fra Roskilde, BTK 61.

Frederik Wolff Møller var afgørende i VM-finalen

I Polen havde det danske U21 håndboldlandshold for mænd spillet sig frem til finalen, hvor Portugal ventede. Allerede tidligt i kampen markerede GOG-målmand Frederik Wolff Møller sig med flere gode redninger, og dette var stærkt medvirkende til, at den danske landshold tidligt fik en komfortabel føring.

Mod slutningen kom Portugal dog stærk tilbage og var få minutter før tid nået op på minus 1 mål. Men så viste Frederik Wolff Møller igen, hvorfor han regnes for Danmarks største målmandstalent, da han med to klasseredninger lukkede af de sidste minutter, hvorefter Danmark kunne sikre sig VM-titlen med en sejr på 29-26. I alt blev det i finalen til 18 redninger og en redningsprocent på 41 for den kun 19-årige fynbo.

Fynske Idrætsforbund ønsker begge de to talenter tillykke med guldmedaljerne.

Frederik Wolff Møller – GOG og Maja Helene Hansen – OB Bordtennis, blev de to første til at modtage Jørgen Autzens Talentpris. Foto: Michael Bager.
Kategorier: Nyheder