De tre nominerede til Jørgen Autzens Talentpris Hedvig Valbjørn Gydesen, Maja Helene Hansen og Anna Hauge. Foto Kim Nielsen.

Når Fynske Bank Sportslørdag afvikles lørdag d. 17. januar 2026, vil Fynske Idrætsforbund for anden gang uddele “Jørgen Autzens Talentpris” til to fynske idrætsudøvere, der har gjort sig særligt bemærket her i 2025.
De to første vindere var bordtennisspilleren Maja Helene Hansen, OB Bordtennis og håndboldmålmanden Frederik Wolff Møller, GOG, der begge to fortsatte deres store udvikling i 2025. Maja Helene Hansen sikrede sig sit første DM i senior bordtennis, og Frederik Woff Møller var en sikker sidste skanse, da det danske U21 landshold i håndbold sikrede sig VM Guld i sommers i Polen.
Nu er det tiden, hvor man kan indsende indstillinger til dette års talentpris. Alle klubber og foreninger, der via deres lokalforbund er medlem af Fynske Idrætsforbund, kan indstille fynske talenter under 25 år, hvor en jury vil nominere henholdsvis tre kvinder og tre mænd og senere kåre de to vindere, der under showet lørdag eftermiddag i Odense Idrætshal vil modtage hæder og ære, statuetten Sejr og en check på 20.000 kr. Læs mere om, hvordan man foretager indstilling til Jørgen Autzens Talentpris på vores hjemmeside her:

Frederik Wolff Møller fra GOG og Maja Helene Hansen fra OB Bordtennis med gavecheckene på 20.000 kr. Foto: Kim Nielsen
Kategorier: Nyheder